Nyt fra bestyrelsen, august 2012

Det er nu et par måneder siden, vores beboerrepræsentation blev stiftet, I er begyndt at betale kontingent til den over huslejen, og bestyrelsen er i gang med arbejdet. Derfor kommer her en status.

Dele af bestyrelsen holdt fredag d. 17. august møde med projektleder Carsten Jørgensen fra Dan-Ejendomme og vicevært Thomas Rosenkvist. Mødets formål var dels at hilse på hinanden, dels at diskutere de mest presserende spørgsmål i bebyggelsen: parkeringsforholdene, både for biler og cykler, udvendig vinduespudsning samt vedligeholdelse af træværk (altan samt vinduesrammer).

Parkering
Carsten Jørgensen kan godt se, at der er en udfordring i forhold til parkering i terræn, men han (og vores administrator Line Madsen) fastholder, at den eneste måde, man kan sikre sig en fast plads, er ved at leje en i p-kælderen for 600 kr. pr. måned. Dan-Ejendomme har ikke planer om at sænke prisen.

Pladserne i terræn kan bruges efter først til mølle-princip. Bestyrelsen har nu flere gange fortalt Dan-Ejendomme, at vores p-pladser bruges af mennesker, der ikke har ærinde i Lyngby Søpark – formentlig fordi vi er den eneste bebyggelse i området, der ikke skilter med, at dette er privat område. Carsten Jørgensen vil nu bringe spørgsmålet om skiltning op i grundejerforeningen og parkeringslavet. Hvis her bliver skiltet, vil det måske afhjælpe noget af problemet, det er i hvert fald et overkommeligt sted at starte. I øvrigt bliver pladsen, hvor containerbyen stod, asfalteret, og der afmærkes til parkeringsbåse – 20 stk. + 2 handicappladser. Der er p.t. ikke lys på pladsen, da naboerne har klaget over, at det er for skarpt, så der arbejdes på en anden lysløsning.

Cykelparkering
Cykelstativerne bugner, og der er fjernet en tredjedel af stativet ud for blok 4 efter påbud fra brandmyndighederne – desværre bliver adgangsvejen, der derved blev etableret, nu blokeret af parkerede biler. Carsten Jørgensen og viceværten vil i fællesskab prøve at skaffe mere plads til cykelparkering, formentlig i p-kælderen. Desuden vil der med jævne mellemrum blive ryddet op i cykelstativerne, så fx efterladte cykler ikke står og fylder op. Viceværten udsender information herom, når det bliver aktuelt.

Udvendig vinduespudsning
Carsten Jørgensen erkender, at det er tæt på umuligt for den enkelte lejer at pudse flere af vinduerne udvendigt. Han har ikke mandat til at give os udvendig vinduespudsning, men han vil nu bringe sagen op overfor PKA og henstille til, at der findes en løsning. Hvis det sker, vil ordningen ikke omfatte vinduer, som er tilgængelige fra lejlighedens altan, og der vil formentlig kun blive pudset vinduer to gange om året.

Vedligeholdelse af træværk (altan samt vinduesrammer)
Der har været en del forvirring omkring, hvad vi som lejere var pligtige til at vedligeholde. Vi skal:

  • oliere håndlisten og gulvet på altanen (jf. vejledningen i beboermappen)
  • oliere vinduesrammerne indvendigt (jf. vejledningen i beboermappen).

Men vi skal ikke vedligeholde vinduesrammerne og lamellerne udvendigt. Heller ikke selv om de mange steder trænger meget. Det er Dan-Ejendomme, der varetager dette – og her mener man ikke, at der skal gøres noget nu.

§ 11 i lejekontrakten siger, at lejeren selv skal vedligeholde altanen. Carsten Jørgensen fortalte, at ved fraflytning skal altanen være nyolieret, det samme gælder vinduesrammerne indvendigt. Det er at sidestille med, at vinduesrammerne skulle være nymalede, hvis vi havde malede rammer. Men han slog fast, at der ikke kommer nogen og tjekker, om vi olierer altan og vinduesrammer, mens vi bor her. Det er os, der afgør, om træværket trænger, og os der tager ansvar for dets stand.

Det er i store linjer status lige nu. Bestyrelsen vil her på hjemmesiden jævnligt informere om arbejdet, så kig forbi nu og da – og fortæl også gerne nye lejere i Lyngby Søpark, at de kan finde information her.

Mange hilsner
Bente Hoffmann
Formand

This entry was posted in Nyheder. Bookmark the permalink.